Paraleg

Introduktionsmøder i Ikast-Brande

ParaLeg, Idræt & Fællesskaber er igang i Ikast-Brande. Vi har afholdt introduktionsmøder for borgere på bosteder og aktivitetssteder. At dømme ud fra deres aktive deltagelse, store smil og gode spørgsmål, så er der et godt grundlag for rekrutteringen af de kommende ParaLeg & Idræt instruktører i kommunen.

Stort engagement

Der var mange glade borgere, der engagerede sig i de forskellige ParaLeg & Idræt aktiviteter. Både de modige og de forsigtige opdagede hurtigt, at her kunne alle være med!

Lege og idrætsaktiviteterne gav både høje grin, stålfaste blikke og anerkende nik til de andre deltagere.

Og så var der god tid til at høre om, hvad ParaLeg & Idræt er for noget, og hvad det betyder, at man kan tage en uddannelse som Instruktør i ParaLeg & Idræt.

Introduktion til ParaLeg & Idræt

ParaLeg & Idræt handler om at være sammen om sjove aktiviteter, hvor den enkelte borger – uanset handikap – kan deltage på lige fod med de andre. Her tilpasses aktiviteterne, så den enkelte kan være med samtidigt med at aktiviteterne er sjove for alle, der deltager. På den måde er der grobund for et godt fællesskab omkring de fysiske lege og idræt. Samtidigt gør det bare godt for alle at røre sig og bevæge kroppen på nye måder, mens man har det sjovt sammen.

For at ParaLeg & Idræt skal kunne blive en del af både hverdag og fritid, så er det vigtigt, at der er ParaLeg & Idræt instruktører på bosteder, beskæftigelses- og aktivitetscentre. Derfor er det vigtigt at rekruttere bredt og få engagerede borgere med på ParaLeg & Idræt holdet. Så vi afholder introduktionsmøder, hvor borgere får en levende og sjov introduktion til ParaLeg & Idræt – de får ganske enkelt lov at prøve det på egen krop først, så de mærker, at det her – det er sjovt! 

80-90 borgere deltog i Ikast-brande

Introduktionsmøderne i Ikast-Brande var en stor succes. Både i deltagerantal og i engageret deltagelse!

80 -90 borgere deltog med stort engagement og lige så vigtigt: Med åbenhed overfor det nye, med nysgerrighed og kvikke spørgsmål. Ingen tvivl om, at der er gode kandidater til pladserne på uddannelsesforløbet til ParaLeg & Idræt Instruktør i Ikast-Brande.

Vi starter uddannelse i januar – det skal nok blive virkeligt godt med de interesserede borgere, som meldte sig klar. Vi glæder os til januar i Ikast-Brande.